Sclerose til hest eller sclerose med rollator

Forleden modtog jeg en ”invitation” til at deltage i en afstemning om, hvilken forside, jeg helst vil se på det næste blad fra Scleroseforeningen. Jeg har tit set – og også somme tider deltaget i – forskellige afstemninger som f.eks. den sødeste baby, den sjoveste hund og slogans osv.  Men denne her irriterede mig og har rumstereret igen og igen. Så nu bliver sagen sat på tryk og dermed – forventer jeg – afsluttet i mit hoved. Vi skulle vælge mellem to forsider til vores næste blad. Om vi gerne ville se en forside med et hjælpemiddel eller en forside uden. Sådan var det formuleret. Valget stod mellem en kvinde med hest eller en kvinde med rollator.

Journalisten skrev ”Jeg spørger, fordi vi i Scleroseforeningens kommunikationsafdeling af og til hører, at især yngre, nydiagnosticerede medlemmer slet ikke har lyst til at åbne vores blad, fordi der er for mange kørestole i det. De bliver simpelthen skræmt væk, inden de får begyndt. På den anden side hører vi også af og til fra en række af vores medlemmer, som er mere mærkede af sclerose, at det er for meget med alle de cyklende, marathonløbende, bjergbestigende medlemmer, vi portrætterer i vores blad. Fordi det ikke afspejler den virkelighed med sclerose, som de lever i.”

Jeg hører selv lidt til i begge grupper. Jeg var ”gammel” da jeg blev ”nydiagnosticeret”, og gad heller ikke læse artikler om mennesker ramt af sclerose. Men de artikler, der ramte mig hårdest, stødte jeg på i ugebladene Femina og Liv, hvor der lige præcis i ugerne efter min diagnose var artikler i begge. Og de var holdt i muntre toner men absolut ikke munter læsning for en spritny med sclerose. Til gengæld var foreningens blad spækfyldt med entusiastiske unge, der ville løbe maraton, vandre i bjerge og arbejde i udlandet. Og i forhold til vores eget blad kan jeg huske, at jeg, da jeg enormt deprimeret lå på stuen efter lumbalpunkturen, havde en snak med sclerosesygeplejersken om, hvor historierne om de gamle (50+) var, og hvad de foretog sig? Om de var for dårlige til en god historie og/eller plantet på plejecentre osv. osv. Dystre tanker var der mange af.

Jeg er heldigvis blevet klogere. Jeg ved nu, at vi findes overalt, og at vi har et liv også uden maraton og landevejscykling. Men det er svært at lade være med at føle sig doven og utilstrækkelig, når der hele tiden er så mega meget fokus på dem, der præsterer. Og al den motion, vi har så godt af. Vi er bare nogen, der ikke kan. Og den er svær at slutte fred med.

Det, der irriterer mig ved opslaget her og hidser mig op, er, at jeg skal vælge mellem en hest og en rollator. En i forvejen ulig ”kamp”, synes jeg,  – for billedmæssigt er en hest i naturen både smukkere og mere naturlig end en rollator. Men derudover er der meget langt fra ridning til et maratonløb. Den, der er til hest til ridefysioterapi, som jeg antager, at billedet henviser til en historie om, er næppe kandidat til maratonen, men kunne sagtens være bruger af rollator eller kørestol. Måske var det de to scenarier, afstemningen skulle have været imellem. Hesten versus maratonen. Hvis der skulle have været en afstemning.  For foreningen repræsenterer vel hele spektret? Lige fra den, der magter ekstremsport til den, der magter rollator/kørestol. Det er fint at få at vide, at der er sclerosepatienter, der magter en maraton. Men det er da også vigtigt at få at vide, at der er et godt liv selv med rollator. Og det, der er værre. Det kunne jeg i alt fald godt have brug for at vide en hel masse om.

Jeg vil gerne have begge historier og ved godt, at begge ikke kan indtage forsiden, men jeg forstår simpelthen ikke, at jeg skal vælge mellem en forside med eller uden hjælpemiddel. Noget som rigtigt mange sclerosepatienter benytter i dagligdagen. Foreningen repræsenterer vel os alle. Og så vil jeg  alligevel tillade mig at tro, at maratonløbere og bjergbestigere udgør en meget lille del af os. Men fedt at de er der. Men det kan aldrig blive en opmuntring/opfordring til de fleste at gøre lige sådan. For det kan de fleste ikke. Og det kunne de fleste såmænd heller ikke, hvis man tog den raske befolkning.

Jeg bliver ikke inspireret af ekstremsporten, hvis så er det da kun til dårlig samvittighed over min egen formåen. Til gengæld ville det være dejligt, hvis man kunne angribe de begrænsninger, sygdommen giver os, på en humoristisk måde, der må være nogen, der ikke lader sig kue. Jeg kunne personligt godt bruge nogle historier om, at livet ikke er forbi, selv om man får sclerose, og selv om man får brug for hjælpemidler. Jeg er rigtigt glad for, at jeg har været i Ry og fik venner der, der er hårdt ramt af sclerose, og som stadig har gnist og humor. Dem har jeg lært rigtigt meget af.

Jeg må dog tro på – og det gør jeg også – at jeg ikke ender i kørestolen, selv om der er meget andet, jeg frygter meget mere ved sclerosen end det. Men derfor vil jeg gerne læse om dem, der er nået dertil, og hvordan de takler dagen og livet. Og også om dem, der har overskud til at krybe over Mount ”et eller andet” på cyklen. Noget af hvert. Man kan ikke vælge noget til eller fra.

At overkomme dagen

Selv om jeg nu snart er 1½ år gammel med sclerose og flere år med rygsygdom, så har jeg stadig svært ved at differentiere, hvorfra symptomerne kommer. Undtagen når det gælder trætheden. I starten, inden jeg kendte til sclerosen, tænkte jeg, at trætheden skyldtes stress og bekymringer for fremtiden. Jeg kunne jo nok mærke, at noget var helt galt, men det var svært at forklare, hvorfor jeg ikke blev bedre. Jeg havde smerter i benet hele tiden og svært ved at koncentrere mig, og så var jeg så usandsynligt træt.

Men nu ved jeg, at det hænger sammen med sclerosen. Sclerosetrætheden, som overmander mig helt i perioder, hvor jeg bliver fuldstændigt udmattet af ingenting.

Og den har igen lagt mig ned i flere dage nu. Den er mere eller mindre konstant til stede, og lige nu er det absolut mere. Jeg bliver ligefrem dårlig og får kvalme af træthed og har lyst til at sove rigtigt meget. Det er vildt anstrengende og udtrættende f.eks. at gå i bad og vaske hår. Det kræver et hvil bagefter. Kan godt se, at det lyder fuldstændigt tåbeligt, og jeg har også selv haft meget travlt med at ”tage mig sammen” og tænkt, at det her var toppen af dovenskab. + at det kunne være, det blev bedre, hvis jeg fik lidt motion, gik en tur, foretog mig et eller andet – i stedet for at give efter og lande i en stol for kort efter at snorksove. Men det blev ikke bedre. Hvor nogle har stor glæde af at træne, ja de påstår endda, at de træner trætheden væk, så virker det stik modsat på mig. Hvis jeg har trænet en halv time, så er jeg væltet omkuld igen. Her er jeg så ekstra udfordret, da mine smerter også let provokeres. Og smerter udtrætter også.

Trætheden er invaliderende, nærmest lammende. Når det er værst kan jeg knap løfte armene eller flytte benene. Det kan vel nok lyde tåbeligt, at det er svært at tage sig sammen til at tage tøj på, men faktum er, at der er dage som nu, hvor bare det at trække i et par bukser synes helt uoverkommeligt. Endda at sidde oprejst i en stol kan føles anstrengende. At forsøge at læse er umuligt. Hvis jeg kan overkomme at løfte et blad eller en bog, er det usandsynligt at jeg når længere ned end en halv side, før jeg har mistet koncentrationen eller endda har lukket øjnene.

Jeg har brugt meget tid på at forsøge at tage mig sammen og på at undre mig over, hvordan det dog er gået så galt. Og jeg er blevet bange. Og ked af det – når f.eks. jeg ikke kan nå at læse underteksterne på tv’et. Eller hvis jeg har været ”dum”, når familien har spillet spil, hvor man er makker med hinanden, og jeg simpelthen ikke kan huske eller tænke strategisk længere. Så har jeg tænkt, at nu har sclerosen skadet min hjerne. Pyha – mine læsefærdigheder, kan de trænes op? Nej, svarer den venlige neuropsykolog og forklarer om den kognitive pyramide, at det er nødvendigt at have energi for at kunne være opmærksom og for at kunne læse, lære og huske osv. Starter fra bunden. Men så er det jo vigtigt, at jeg holder op med at være så træt. Men tænker, at der er en god grund til at jeg er det. Der ER jo skader på nervesystemet og ”hvide pletter i hovedet” som sikkert gør, at trafikken er lidt langsommere + at jeg skal bruge lidt mere energi på at dirigere den. Der er også nogle ting, jeg tidligere gjorde på autopilot, men som nu kræver min tilstedeværelse, det kræver også energi.

Selv om trætheden ikke raser så voldsomt hele tiden, så er jeg næsten altid træt. Og der er situationer, jeg helst undgår. F.eks. tør jeg ikke gå i biografen. Jeg ved, det bliver en kamp at holde mig vågen, så snart lyset slukkes. Og det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor spændende filmen måtte være. Det er afprøvet utallige gange hjemme foran tv, hvor jeg oftest kun har set sammenlagt ca. halvdelen af udsendelserne – og den halvdel er set i brudstykker. Fantastisk. På den måde kan man jo se den samme udsendelse flere gange og få noget nyt ud af den hver gang. Der er altid en masse, jeg ikke har set. Men jeg skal jo også passe på ikke at udtale mig for meget om noget, jeg har set på tv. For det bliver hurtigt afsløret, at jeg ikke har set det hele, og det kan sagtens være det vigtigste, jeg gik glip af. Lidt humoristisk beskrevet men faktisk møjfrustrerende. Jeg tager heller ikke til foredrag. Kun med ligestillede i Scleroseforeningen.

Det er da også irriterende, at man ikke kan byde ind med så meget i familien længere. Jeg er ikke en fysisk kapacitet længere, hvis nogen skal have en hjælpende hånd. Der skal også altid planlægges hvil undervejs, hvis der er arrangementer, der tager tid. Det samme gælder, hvis jeg skal besøge nogen langt væk, køreturen kræver hvil. Det var aldrig noget problem tidligere.

Nu må jeg have et hvil. Tænker, at efterårsvejret med mørke og regn i dag passer lidt til min stemning. Det er nemmere at putte sig og være sløv, når vejret er med en. Man kan godt føle sig sådan lidt forpligtet til at ”gå nu ud og nyd det gode vejr i stedet for at sidde inde og hænge”, når solen stråler fra en skyfri himmel. Selv om den blev ved og ved hele september måned, og jeg efterhånden trængte til bare at sidde indenfor og være sløv. I forbindelse med, at det var mørkt i morges, kom jeg til at tænke på dengang, jeg var en del af ”det er mørkt, når vi kører på arbejde, og det er mørkt, når vi kommer hjem” –kor. Dengang kunne jeg præstere helt anderledes end nu. Tænk at man kan køre hjemmefra kl. 6.30  – endda med to små børn – og så først vende hjem igen kl. 16.30. Og stadig overkomme mere. Det var da sejt – også som rask. Jeg var også træt dengang – om aftenen. Men det var der da en GOD grund til. Noget alle kunne forstå. Det er sværere i dag. Med den smule jeg præsterer, kan det være svært at forstå, at jeg er ”smadret”.

Selv om der er en forklaring…….

Malu

Afslappede og trætte Malu forsøger ikke at forklare …………

Rollatoren

Var hos fysioterapeuten i går, hvor snakken jo naturligvis for en del handler om de udfordringer, jeg har i forbindelse med min sygdom. Hvordan går det, er du kommet i gang med at bruge rollatoren derhjemme? Spørger hun.  I og for sig et enkelt spørgsmål, der  hverken kræver lang overvejelse eller langt svar, men som starter hele følelseslavinen og kører undskyldningerne i stilling. Bare et ja eller et nej. Pyh, det trækker virkelig tænder ud. Mmm……nej…

Den er faktisk rigtigt svær at få trillet ned af indkørslen og ud over fortovskanten. Meget sværere end det er at håndtere den i skoven i Ry – En by i Langbortistan kan også gå an. Husker stadig med rædsel den dag, jeg kom hjem og så den første rollator i min indkørsel, parkeret der  mens jeg var væk. Som en spand koldt vand i ansigtet. Underligt så ramt jeg blev. Det var jo aftalt, og jeg havde  prøvet en i Ry, som havde vist sig meget befordrende for mig i samspil med udeliv, så jeg behøvede vel ikke at tage sådan på vej. Men i Ry var alt anderledes, enhver havde sin kamp, sclerosen har mange ansigter, ingen undrede sig, og alt var forstået.  Ikke som hjemme.  Ingenting blev bedre af, at denne her nye rollator var kæmpestor, meget blå og med en stor indkøbskurv foran skrigende 5 liter mælk og en pakke kød! På siden stod med store bogstaver ”BIG SHOPPER”. For pokker da – det varer da meget længe, inden jeg skal spadsere ned i vores lokale Fakta med en Big Shopper og gøre mine indkøb. Dertil har jeg en bil! Rigtigt længe.

Der er milevidt fra Vejen og til Ry, når det gælder de muligheder, man bliver præsenteret for deroppe, og som helst skulle blive til gode vaner, når man kommer hjem. Noget er let at få kørt i stilling hjemme, men andet kan synes håbløst. Deriblandt rollatoren.

Men både mandens og min begejstring over køretøjet i skoven i Ry var ikke helt glemt, så selvfølgelig skulle det have en chance, og første tur gik til dronningens dragter på Frederiksborg Slot i Hillerød. Selv om jeg følte mig lidt fjollet, gik det helt smertefrit. Kustoderne stod på spring, så snart jeg kom trillende, og der var service og smutveje – det var trods alt en god fornemmelse. Således opmuntret og da jeg nu var kørende, blev vi enige om at spadsere gennem gaden til frokoststedet. Der var plads til os på cafeen, men der var ikke plads til køretøjet, heller ikke klappet sammen. Den fyldte alt for meget. Spærrede for adgangsveje. Prøvede den ene indgang – den anden indgang – slut var det med diskretionen, nu havde alle fået øje på os med vores kæmpen med klappen- sammen – slåen op – baksen og flytten rundt med det store monstrum.  Det var pinligt. Den gode stemning var ødelagt for mig. Den rationelle version: Ja – jeg var selvfølgelig slet ikke kommet med hverken på slottet eller gående ned til cafeen, hvis ikke jeg havde haft Big Shopper med.  Anden tur var i skoven med mand og hund, og det var til gengæld en rigtig god oplevelse. Big Shopper var super god til skovsti og til at hvile på undervejs, og jeg mildnedes en smule.  Men Big Shopper var trods alt for stor og tung en udfordring, og jeg var chanceløs i forsøgene på at bugsere den ind i bilen alene, så efter noget bytten og prøven flere modeller, fik jeg en flot og tæt på elegant rollator. Kampvægt 7 kg og sammenklappet 27 cm. Og så skulle man jo mene, at problemet med at komme afsted var løst. Men det har vist sig, at nok er størrelse og vægt på en rollator en hindring, men den største hindring er barrieren i mit hoved.  Big Surprise!

IMG_1970

 

Der er jo rigtigt mange gode argumenter for at gå med rollatoren. Jeg behøver ikke længere at have afkæmmet området og sikret mig bænke med passende afstand på min rute, fordi jeg kan sætte mig og tage et hvil, når jeg trænger til det. Jeg kan tage med familien på ture i skoven.  Jeg behøver ikke længere at sidde og vente på bænke i storcentret, mens familien eller veninderne shopper løs. Nu er jeg i princippet i stand til bare at ”køre” med ind i forretningerne og følge med hele vejen rundt. Og sætte mig efter behov. Ikke noget med at rende efter en bænk eller stoppe, fordi der er en.  Og jeg kan tage en strøgtur, hvis jeg vil – f.eks. til Open By Night……   – hvis jeg altså vil. Og forleden var chancen der, og jeg ville gerne. Vejret var fint, jeg elsker at rende rundt til den slags arrangementer og møde det halve af byen og finde gode tilbud og… Men nej, jeg fik kolde fødder. Først forsøgte jeg at tørre den af på manden, er du ikke flov og at følges med mig med ”den” (den hedder ”den” herhjemme, for rollator er også svært at sige)? Men da han ikke ville have den siddende på sig, måtte jeg jo selv tage ansvar. Og selv sige nej. Og det er det, der sker – hele tiden. Selv om jeg fysisk er i stand til med mit hjælpemiddel at gøre alle disse ting, så vil (kan) jeg ikke.

I Ry er man på neutral grund. Det er meget sværere i hjembyen, hvor jeg kender rigtigt mange. Og endnu sværere i nabolaget, hvor jeg kender snart sagt alle. Så kunne man tænke, at de jo ved, at jeg er syg. Men nej, det ved de ikke. Ikke ret mange. Psykologen har spurgt, hvad det er, der holder mig tilbage, når jeg nu godt kan se mulighederne i at benytte sådan et hjælpemiddel og er glad for at bruge det, når jeg er udenbys. Det er et godt spørgsmål, og svaret temmelig dumt. For det er alene forfængelighed og bekymring over hvad andre tænker om mig. Om de tænker, er det virkelig nødvendigt? De så mig jo gå ”normalt” lige forinden – på en kort strækning ganske vist. Eller – er hun så ”sølle”? Eller – allerværst – de spørger simpelthen: Hvad er der sket med dig?  Jeg er ikke klar til nogen af dem og allermindst den sidste. For jeg ved, at jeg bliver ked af det, og så bliver det endnu sværere.

Vi mødes nogle lidelsesfæller en gang om måneden mest til hygge og snak – men også lidt håndarbejde, hvis vi orker. En sagde til mig, da snakken faldt på mine aversioner i forhold til rollatoren :  Hvordan tror du, det var for mig (pivskid)? Som 32- årig i Herning Messecenter med en rollator.(du er jo meget ældre)  –  Det må have været en kæmpe overvindelse, det siger sig selv.  Og at hun har lokaliteten forbundet så stærkt med oplevelsen så mange år efter – vel 25 år, siger også noget om, hvor svært det har været.  Det er selvsagt forfærdeligt, at man som ung bliver så invalideret af sygdom, og selvfølgelig er jeg taknemmelig over, at jeg først skulle blive syg – faktisk på min 50 års fødselsdag. Selv om jeg kvier mig ved overhovedet at bruge ordet taknemmelig i forbindelse med at være blevet syg? Klart at det er en fordel, at man kun skal tænke på sig selv – næsten. Og kan ”tillade sig” at være syg – hvis man altså selv tillader det….  Men nu holder jeg mig helt til det forfængelige – ikke noget med belastninger i forhold til at have små børn eller være ung eller gammel.  Tilbage til rollatoren og til alder og forfængelighed. Ung – midt-i-mellem eller gammel.. Jeg tror ikke, at det er lettere at tage den i brug, jo ældre du bliver. Tværtimod.  Hvor mange ældre har ikke ”den” stående gemt lidt af vejen (ligesom min, der står i værkstedet). Deres begrundelse er: Så gammel er jeg ikke, at jeg behøver en rollator. Ingen vil jo tænke om mig, at det er affældighed, der gør, at jeg har brug for en rollator. Det er trods alt værre, end at det er på grund af sygdom.  Tænker jeg. Sådan forfængelighedsmæssigt. Min pointe er bare: Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad alder du har, når du skal overgive dig til at bruge rollator i det offentlige rum.  Og jeg kan sagtens se, at der er en masse sund fornuft i at køre rundt med en rollator, men der er en forfærdelig masse ked-af-det følelser forbundet med det også.

Nu vil jeg slet ikke slutte dette indlæg med – som der egentlig lægges meget godt op til – at nu tager jeg mig sammen og går en tur med ”den” i morgen. I mine hjemlige omgivelser. Nixen. For jeg ved, at det kommer ikke til at ske. Jeg har brug for mere tid endnu. Desuden er jeg slet ikke hjemme i morgen, og selv om jeg havde været hjemme, så har de lovet dårligt vejr med masser af regn.

Indtil videre kommer ”den” med i skoven og med til Sjælland, når jeg besøger familien derovre.

IMG_0168

Overtræk

Syntes lige, jeg var faldet i søvn, da jeg vågnede i et langvarigt mareridt. Eller, det føltes langvarigt, for da jeg endelig kom så meget til mig selv, at jeg kunne se, hvad klokker var, var det faktisk kun en time siden, jeg havde slukket lyset. Men det føltes i alt fald som meget langt. Et af de der mareridt, hvor man råber og råber og fortsætter med at råbe, selv om man faktisk efterhånden er halvvågen, men ikke kan finde ud af, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. I alt fald var der en person, der havde bundet mine ben stramt og savede eller skar mig i benene, og det gjorde vanvittig ondt, og selv om jeg blev ved at råbe højt av holdt han/hun hverken op, eller jeg vågnede af det – før der var gået lang tid, følte jeg. Da jeg var vågen, lå jeg lidt og undrede mig over, at det fortsatte. Jeg lå i min seng, manden snorksov ved siden af (han påstod dog sidenhen, at han havde hørt mit kald på hjælp), men der var stadig skæren og stikken i mine underben.

Men faktisk var det jo bare de smerter, jeg kender rigtigt godt i vågen tilstand, men som jeg i søvne ikke kunne placere som kommende fra mig selv. Og i nat var det så bare ekstra slemt, fordi jeg har levet over evne i går.

Så i dag har jeg ikke gode ben, som jeg plejer at sige – inspireret af Tour de France rytterne, når de eller tv-kommentatorer snakker om gode ben. I andre sammenhænge leder gode ben tankerne i helt andre retninger som en sommeraften med gang i grillen.

Men jeg har ikke gode ben, de er stive og stikker og brænder. Og ikke fordi, nogen har skåret eller stukket i dem i nat, men fordi jeg har været på tur hele dagen i går og besøgt datteren og svigersønnen på Sjælland i deres nye lejlighed. Og det er jo de beslutninger, jeg tager. Et træk på ”guldkortet” – og så må jeg bruge en eller flere dage til at få sat noget ind igen. Og jeg trækker da også gerne over, hvis det er det værd. Og i går var det værd.

Det er det ikke altid. Og man kan altid diskutere, hvad er hvad værd. Det behøver ikke at være noget med selskabelighed eller fest eller rejse for at være det værd. Det kan såmænd også være, at jeg har rigtigt meget lyst til at lave mad, male eller arbejde i haven, f.eks. sidste weekend, hvor vi var på planteskole og købe lidt stauder, og hvor jeg var med i haven sammen med manden en times tid og knap kunne røre mig resten af dagen. Men det var det værd. I sommerferien var jeg mere fornuftig. Jeg havde lyst til at male cykelskurets ene ydervæg, som trængte. Det tog 5 dage à ca. ½-3/4 time. Men da det var færdigt, var det mig, der havde gjort det. Og jeg havde gearet niveaet efter mine evner og ikke lavet overtræk. Rigtigt smart og fornuftigt.

Men når jeg vurderer, at et overtræk er det værd, så er det bare nogle gange, man godt kunne have skelet til cykelskurs-modellen og gjort det lidt bedre for sig selv. Kunsten er, at når, jeg når til: ”Jeg skal lige” – og endnu længere henne ”bare lige” – som om ”bare” gør opgaven lettere eller mindre – så er det der, jeg skal stoppe. Lige nu. Fordi det er som regel et tegn på, at jeg allerede er over stregen, og at jeg faktisk allerede  ved det. For ellers var det vel ikke nødvendigt med lige og bare. Problemet er bare (”bare” igen), at ”bare” og ”lige” altid dukker op, når jeg er allerbedst i gang. Og så er det rigtigt svært at stoppe. Det der med at stoppe, mens legen er god, passer meget godt her. At stoppe, mens der stadig er succes på både projekt og krop. Det kan man faktisk godt, når man arbejder i haven. Der behøver man ikke lave et overtræk.  Men med turene til Sjælland – det er straks sværere. Der er sagtens mulighed for hvil, og det benytter jeg mig også af, men de slår ikke til til den store udfordring, det er for mig at tage turen frem og tilbage og også være selskabelig derovre.

Jeg beslutter hermed, at jeg vil blive bedre til at stoppe, når jeg når til  ”lige” og ”bare”, og mens legen er god, når det er muligt, og dermed få mindst muligt overtræk på kontoen. Og så sige pyt og lave det store overtræk, når det ikke er muligt at stoppe og så håbe på, at det var det værd bagefter.

Og med hensyn til turen i går, så var den det værd. Selv om det i dag betyder, jeg ikke kommer afsted til ridestævne for at heppe på Sunshine, som dressurkonkurrerer i dag. Det rækker dagsformen ikke til.

 

Sunshine og solskin

Sunshine og Solskin        74497___gustavorezende___Kids_6_03

Netop hjemvendt efter tirsdagens ridetur.

Hvem skulle nogen sinde have forestillet sig, at jeg skulle begynde at ride som 55-årig? I hvert fald ikke jeg. Men for et halvt års tid siden under mit ophold på sclerosehospitalet i Ry blev jeg præsenteret med et ”Du har aldrig overvejet at prøve at ride?” Og nej, det havde jeg slet ikke. Det er ikke sådan, at jeg er bange for heste, jeg har nærmest slet ikke haft noget forhold til heste. En hest var et dyr, der gik 100 meter inde på en mark, og størrelsen så ud derefter. Sådan ca. hund-stor på afstand. Jeg har selv en mellemstor hund, en labrador.

Jeg takkede nej. Tænkte, at hesten nok ville brase sammen, hvis jeg steg op – men ”nej, det gør den nu nok ikke” sagde fysioterapeuten, og hun foreslog en kigger i ridehuset efter ”lukketid”, kun os to. Det kunne der jo ikke ske noget ved, så jeg var ovre og se dyrene næste dag. Lige umiddelbart så hesten – Gemma – jo lidt stor ud tæt på, der var nok lidt højt op, forsøgte jeg. Men det skulle jeg heller ikke tænke på. Hesten spadserer simpelthen ned i sådan en ”grav”, og så kan man sagtens komme op. Herefter bliver man trukket ud fra graven, hvor der bliver gjort stop, så kan man mærke efter. Tør vi eller tør vi ikke… Forklarede fysioterapeuten.

Okay så, vi blev enige om, at jeg kunne sætte mig op på hesten og så vurdere på ”stoppet”, om jeg skulle videre. Når hun nu mente, at det ville være så godt for flere ting i forhold til min sclerose og min ryg, så skulle det naturligvis have en chance.

Dagen kom, og Gemma blev trukket frem. Gemma er en rigtig rolig nordbagge med en meget blød og jævn gang, og den korte tur gik faktisk rigtigt fint og gjorde straks godt i rygstykkerne. De næste dage blev turene lidt længere, og vi nåede endda et smut i skoven. Og selvfølgelig skulle jeg da fortsætte ridefysioterapi, når jeg kom hjem.

Hver tirsdag kører jeg til Møllegården, hvor jeg mødes med Sunshine og 3-4 andre ligestillede til 45 minutters ridning, hvor fys. Merete dirigerer slagets gang. Hver af os har en medhjælper. Min trækker hesten (det hedder ikke trækkepige), en andens er bagrytter (og det hedder det), og vi skal blot koncentrere os om Meretes ordrer: lidt mere forover, lidt mere bagover, ½ cm længere over på venstre balle osv. Hurtigt klarer man selv for- og bagover, det er straks lidt sværere med den halve cm.

De første gange – det var stadig vinter og dårligt føre – holdt vi os inde i ridehallen, hvor scenariet nærmest kan lede tanken hen på en cirkusmanege, hvor domptør Merete forsøger at få heste og ryttere til at udføre lidt artisteri. Jeg har nu for det meste rigeligt at gøre med at holde fokus på et punkt mellem hestens ører og så bare i det hele taget at holde mig lodret. Men man kan da godt udføre lidt forsigtig armkunst, selv om man ikke flytter blikket – en hånd ad gangen –  frem og klap venstre på hestens hals og bagud og klap højre på bag.

Ridetirsdag var ikke min yndlingsdag. Det var pivkoldt, to par bukser, tre bluser + fleecetrøjen og så var der også lige Sunshine Oldenborg

20150818_100810

 

Det stod klart helt fra begyndelsen, at Sunshine er en helt anderledes hest end Gemma. Sunshine vrikker meget, slår med hovedet og pruster.  De første gange var jeg slet ikke tryg ved situationen. Jeg har et par gange nævnt det med vrikkeriet og prusteriet, men fys. Merete har en kilde i Ry, og eneste kommentar til Sunshines adfærd har været: ”Ja, men Sunshine er jo levende” ……..

Men så kom der pludselig gennembrud. Det blev forår, og fys. Merete sendte os på en rigtig tur. Vi red ud over åben mark, ad små stier og ind gennem skoven. Det var skønt at sidde der på hesteryg og mærke foråret, solen og vinden, og da vi kom hjem, var jeg så træt og mør i kroppen men også fuld af frisk luft og sol, så jeg var helt ”høj”. Det var faktisk på lige præcis den dejlige forårsdag, at min indstilling til Sunshine og ridning ændrede sig.

Under rideturene ude holder fys. Merete sig tæt på Sunshine og mig, hvilket jeg sætter stor pris på. Hun ved, at jeg stadig ikke er forfærdelig tryg. Jeg er heller ikke vildt bange, men alarmberedskabet går alligevel i gang, så snart Sunshine slår med hovedet eller spjætter, når insekterne bider. Eller bliver forskrækket over et eller andet i vejkanten, som ikke var der i går. Utroligt så fintfølende sådan et stort dyr er. Og Sunshine er stor. Der er højt op. – Og langt ned. Men fys. Merete forsikrer mig, de plejer ikke at tabe os ……….

Ses på tirsdag.